Værst af alt er jeg dog ramt af en meget øm achillessene, der pludseligt er dukket op ud af det blå. Jeg har aldrig [...]]]>

Den seneste uges forberedelse til Berlin Marathon har ikke just været perfekt optakt. Først og fremmest har jeg været småsløj og forkølet for derefter at blive ramt af et ubehageligt maveonde.

Værst af alt er jeg dog ramt af en meget øm achillessene, der pludseligt er dukket op ud af det blå. Jeg har aldrig haft problemer der, men nu er den så. Det har så forplantet sig til en meget øm hæl, så det gør pænt ondt bare at gå – ikke optimalt, når planen er at sætte PR på 42,195 km i Berlin.

Skaden viste sig første gang for en uge siden. Jeg var egentligt ikke helt bevidst om skaden med det samme, da jeg bare fokuserede på det ubehag, som mit maveonde medførte. Jeg holdt et par dages pause og tænkte lidt over tingene. Jeg har som nævnt aldrig haft problemer med achillessenen før og min træning op til, burde ikke lægge op til skader, selvom jeg har gået til stålet. Torsdag tog jeg så i Fitnessworld for at teste det hele af igen. Fysisk var jeg stadig ikke på toppen og manglede 10 pulsslag pr. minut ved marathonhastighed. Efter træningen fik jeg voldsomme smerter i achillessenen og dagen efter gjorde det virkeligt nas når jeg bare skulle gå.

Søndag skulle der så testes igen. Jeg varmede op og startede derefter ud på marathontempo (4:37/km) og holdt den derunder resten af de 10km. Pulsen var 5-6 slag for høj i snit, men kropsfølelsen var bedre. Achillessenen mærkede jeg ikke meget til – under løbet. To timer efter gjorde til gengæld rigtigt ondt – rigtigt ondt.

Mandag var det så tid til handling. Jeg fik en akuttid hos www.sportsfyssen.dk hvor Kirsten tog i mod. Vi snakkede om skaden, grunden til at løbe og grunden til at lade være. Jeg havde en virkelig god følelse af at være i gode hænder og i løbet af en halv time havde jeg fået laser, noget massage og en optapening.

Tapen har til formål at aflaste achillesenen og den umiddelbare følelse er god. Nu er der bare nogle øvelser, samt krydsede fingre tilbage. Planen er se på dagen, hvad det hele kan holde til. Er der smerter før start, så bliver Berlin Marathon uden mig. Får jeg problemer ved 20-25 km, må jeg stå af. Ellers er det bare at slappe af og håbe på det bedste…

Stay tuned….

Berlin Marathon - det bliver fedt!

Jeg kører en tre ugers nedtrapningsprotokol, hvor jeg gradvist sænker mængden og længden af de lange pas og stadig holder en vis intensitet i enkelte pas. Det højintensive pas er et kort intervalpas, der ligger midt på ugen. Idéen [...]]]>

Jeg er i gang med nedtrapningen til Berlin Marathon.

Berlin Marathon - det bliver fedt!

Jeg kører en tre ugers nedtrapningsprotokol, hvor jeg gradvist sænker mængden og længden af de lange pas og stadig holder en vis intensitet i enkelte pas. Det højintensive pas er et kort intervalpas, der ligger midt på ugen. Idéen er at få mere og mere hvile, men stadigvæk at fortælle kroppen, at “vi ikke er gået ferie” med de højintensive pas og dermed være frisk og udhvilet og forhåbentligt på en formtop.

Nedtrapningen – eller taper, som det hedder på engelsk – er en af de sværeste ting ved de lange stævner. Du har lyst til at gøre “lige det sidste” og synes at du dovner den, når mængden ryger ned, men det er et “must” for at performe optimalt. Jeg har også oplevet virkeligt at føle mig langsom i de sidste uger, men som regel er det anderledes, når man står der på dagen. Forhåbentligt er kroppen frisk, depoterne fyldt og man er metalt sulten.

Jeg (og resten af familien) har dog haft lidt “forkølelse” i kroppen og dagens 17K med 7K i marathon-fart, var IKKE med diamantben – men de må omvendt også gerne vente 14 dage.

Denne gang er det en smule anderledes. Jeg føler mig ret godt løbende og i god form og spekulerer naturligvis på om jeg presser citronen for meget og dermed ikke har overskuddet på dagen – jeg aner det ikke, men jeg håber og tror, jeg har gjort det rigtige. Uanset hvad: time will show, når jeg står på stregen den 26. september.

Mentaltræning

Jeg arbejder også en del med det mentale og er her inspireret af Bob and Shelly Glovers hand on approach til den mentale side af det at løbe (marathon). Essensen er at kriser, udfordringer og sågar smerte, er en positiv ting! Det hører til og man kan ligeså godt glæde sig over, at man er i udfordringen. Mærker man en vabel på vej, så byd den velkommen, fordi du jo udmærket ved at den er resultatet af at du har kæmpet i flere timer. Jeg så for nyligt et interview med Rasmus Henning, hvor han beskrev kriserne, som noget han glædede sig til. Det var jo lige nøjagtigt dér, hvor han kunne vise, at han er lavet noget særligt.  Det er med andre ord når det virkeligt er hårdt, at han kan gøre en forskel.

En anden væsentlig del af mentaltræningen er at sætte streg under “træning”. Ingen forventer, at det fysiske kommer af sig selv, men mange undlader at investere træningstid  i psyken. Man er nødt til at træne det mentale setup, som man har i den daglige træning, for ellers kan man ikke forvente, at det virker i konkurrence. Min måde at træne det metale på, er at have et mentalt tema for de fleste pas og naturligvis specielt de lange og de hårde. På lange langsomme løb, prøver jeg f.eks. altid at slutte af hårdt, for at træne afslutningsfasen. På intervalløb prøver jeg at slutte af med 5-10 minutter i marathon tempo istedet for at gå direkte over i gang eller afjog. Dermed træner jeg det at løbe marathonfarten, når jeg er mentalt presset og jeg tænker konkret “tilbage til marathontempo” eller “tilbage fra krisen”. Jeg prøver også at tænke “Rasmus Henning-tanker”, hvor jeg tænker på nogle af de gange, hvor jeg kæmpede mig godt igennem kriser.

En anden del af mentaltræningen, er at læse om reaktioner og tænke over mine “svar”. Tænke faserne i løbet igennem og se for mig, at jeg har succes. Tro på at det kan lade sig gøre, at bryde endnu en grænse.

Stay tuned…

Den [...]]]>

En af dansk triathlons største: Torbjørn “Thunderbear” Sindballe måtte sidste år trække stikket på en ellers flot karriere som langdistancetriathlet efter at have konstateret en hjertefejl. Nu har han skrevet en bog om sin karriere og hvad der drev ham igennem de endeløse pas, skader, nederlag og sejre. Den måtte jeg naturligvis læse.

Den perfekte præstation

Bogen

Sindballe beskriver kronologisk sin indtræden i triathlon sporten og gradvise udvikling henimod topklasse atlet. Der er masser af træningsrøverhistorier og man får også en god indsigt i , hvordan det teoretiske vidensniveau om ekstreme udholdenhedspræstationer har udviklet sig. Sindballe skriver levende og man kan sagtens se træner Klöczl stå og prædike træning under, på og over den anaerobe tærskel, mens Thunderbear æder sig igennem de imponerende 12 rundtenommer rugbrød, som en træningsfrokost åbenbart nemt kunne bestå af i de tider. Et irriterende afsnit er dog kapitlet om at skaffe penge til projektet, hvor han genoptrykker sin pressemeddelelse, der kammer over i floskler og salgsgas, der næppe er nødvendigt. Et andet lille minus er kvaliteten af de ellers mange gode billeder i bogen, der er trykt på uacceptabelt dårligt papir, hvilket ikke burde være nødvendigt med en vejledende udslagspris på 299 kr. for en paperback.

Hvad fik jeg ud af at læse den?

Først og fremmest får man et indblik i, hvad der drev Sindballe ud i jagten på den “perfekte præstation”. Som jeg ser det, er der så klare ubalancer i Sindballes forhold til sin mor, at man ikke er i tvivl om, at der ligger ret meget uforløst energi der. Jeg tror ikke, at han selv er 100% bevidst om sine komplekser, der udstilles i bogen og hvor både forholdet til den abdicerende konge af dansk triathlon Peter Sandvang og den efterfølgende Rasmus Henning skinner igennem med specielt forholdet til Sandvang som en betændt byld.

Beskrivelsen af det mentale i en ironman-konkurrence og den indre mentale dialog, der udspiller sig, når det virkeligt gælder, er sjældent set og super interessant. Man er inde i hovedet når det sker og fristes til af citere den amerikanske baseballlegende Yogi Berra: Baseball is ninety percent mental and the other half is physical. For Ironman må det være 95-50

Er det mon noget for dig?

Hvis du er fascineret af langdistancetriathlon og måske endda selv overvejer at køre en, så er bogen super. Hvis du kun er lidt interesseret i triathlon, men alligvel interesseret i, hvad der driver folk ud over normaliteten eller gennemsnittet, så er det stadigvæk en bog hver at læse, selvom du formentligt vil synes at nogle af træningsbeskrivelserne er lidt lange og måske kedelige. Hvis du synes, at sport er latterligt og folk, der presser sig ud i en ironman er syge, så er du nok på denne side ved en fejl og så behøver du ikke at bruge kronerne på Sindballes bog – sæt dig i stedet i sofaen og gør noget andet, som gør dig glad.

Esrum Sø Rundt

Søndag løb jeg så for første gang Esrum Sø Rundt med start og mål i Fredensborg. Der er tale 26,6 km rundt om søen eller rettere 26,6 op og ned. Jeg havde besluttet at løbe fuld gas til DHL-stafetten om [...]]]>

Jeg er inde i de afsluttende forberedelser til årets A-stævne Berlin Marathon.

Esrum Sø Rundt

Søndag løb jeg så for første gang Esrum Sø Rundt med start og mål i Fredensborg. Der er tale 26,6 km rundt om søen eller rettere 26,6 op og ned. Jeg havde besluttet at løbe fuld gas til DHL-stafetten om tirsdagen, så tempoet blev sat til ca. 5:05/km, der er ca. 30 sekunder langsommere end mit forventede marathontempo. Selv i det meget kuperede terræn, gave det ret meget overskud og jeg kunne fra starten løb og hygge mig. Jeg havde samtidigt valgt at cykle op til Fredensborg, så opvarmningen var klaret

Første km var lidt kaos, da ruten mildest talt ikke er designet til de mange mennesker, der pludseligt slippes løs. Man går flere gange, hvilket resulterede i en første km på 5:38. Herefter satte jeg den på cruise lige under de 5 minutter pr. km og nød det. Pludselig stødte jeg ind i min gamle kollega Peter Dann Jørgensen fra BvHD, så de næste par kilometer havde jeg en hyggelig sludder om løst og fast. Derefter gled Peter tilbage i sit eget tempo og jeg cruisede videre.

Jeg løb for anden gang med et Fuel Belt og det fungerede super godt. Der blev sparet en del tid i depoterne og jeg kunne let holde flowet. Efter 13-14 km begyndte et heftigt regnvejr af den slags som Nordsjælland har været begavet med et par gange i år. Alle var drivvåde og fik ud over det, der kom ned fra himlen også pæne surfrides fra biler på landevejen, der åbenbart fandt det morsomt at se, om man kunne ramme så mange løbere som muligt.

Det var ret sjovt at løbe med det store overskud. Når folk omkring mig gik ned, så var jeg stadig bare på hyggetur og da vi ramte bakkerne op mod Fredensborg Slot, hvor de fleste går ned i fart, så lukkede jeg lidt op og sænkede km-tiderne til marathontempo. Det virkede derfor som om, jeg bare spurtede, hvilket ikke var tilfældet. Jeg havde på en eller anden måde overset komma seks i 26,6, så da jeg pludseligt så kilometerskiltet med 26 lidt længere fremme, var jeg glad for at jeg ikke havde løbet mig til grænsen. Lidt en Fehler, som jeg vist også lavede i 2008 ved Vandløbet. Jeg cyklede hjem i regnvejret og blev pænt underafkølet – to dage efter stod jeg klar til:

DHL-stafet

Jeg deltog sidste gang i DHL-stafetten i 2008, hvor jeg løb 20.21 minutter for Danmarks næstbedste mobiloperatør 3. I år var jeg så holdkaptajn for et hold kollegaer fra Jura & Regulering hos Telenor. Vi havde rent faktisk trænet i et par måneder op til stævnet, så vi havde forventninger om at gøre det godt. Jeg var første mand i rækken og startede i 2. startgruppe. Da startskuddet gik røg klyngen afsted og det galt om at komme til fronten i en fart. Vi hentede dog hurtigt en gruppe kvinder, der tænkte at et stafetløb nok var noget med at vandre side-by-side. Efter at have kæmpet sig igennem det tungeste, var der plads og der kunne lukkes op for sluserne. På 4. km hvor man ellers skal trykke lidt til, kom Esrum Sø frem og jeg havde svært ved give det ekstra. På sidste km øgede jeg alligevel presset og kom ind i 19 min og 28 sekunder , der var absolut godkendt. Jeg skiftede til Christina, der løb flotte 24:40, der afløstes af chef Nicholai, der holdt sig under de 24:35.

På 4. turen viste Jonas, at intervaltræningen ikke havde været forgæves og trak en tid ind i 21 minutter og 15 sekunder. Med Bo som afslutter nåede vi en samlet tid på 1:55, hvilket bragte os blandt de 7% bedste i klassen for 4 mand og 1 kvinde (53 ud af 729 hold) og samtidigt var vi overraskende det hurtigste Telenor-hold overhovedet (30 hold). Flot præstation af alle – vi er klar næste år til at forsvare titlen (Vi startede træningen fredag ).

Jeg kan i hvertfald mærke formen og tror på at jeg kan lave den til Berlin, selvom jeg har (stor) respekt for distancen.

Stay tuned…

Jeg har nu ikke ligget på [...]]]>

Der har været en lang pause på bloggen. Ikke fordi, der ikke er sket noget, men jeg har alligevel manglet inspiration og mit fokus har været på andet en at skrive. Nu er lysten tilbage og så må vi se, om der nogen, der gider at læse det

Jeg har nu ikke ligget på den lade side henover sommeren:

Broløbet

Løbet over Ørensundsbroen blev en af de få løbsmæssige fiaskoer, jeg nogensinde har haft. Jeg følte mig i god form, ruten passede mig på papiret godt og min forberedelse syntes ok. Jeg kom i god tid til stævneområdet og følte jeg havde styr på det. Jeg havde også placeret mig rigtigt oppe foran, så dér gik det heller ikke galt. Jeg lagde ud på 4:15/km, men måtte allerede på vej ned i tunnelen give slip på fartholderne. Der var sindsygt varmt nede i bunden, men det havde jeg gættet og min påklædning var fin. Pulsen fræsede dog op,men faldt så et par slag da vi kom ud i vinden. Pacet var egentlig OK ud til 13-14 km hvor man nåede over højbroen, men så var det slut. Selv om det nu gik ned af broen og vi stadig havde vind i ryggen, var jeg smeltet sammen. Der var ingenting fysisk og intet mentalt. I mål var jeg 6 minutter langsommere end når jeg normalt løber en halvmarathon langsomt (f.eks. Marathontest 3) og jeg skyndte mig bare igennem målområdet og ind i bussen mod DK.

Jeg har ikke helt gættet, hvad der gik galt. Dårlig disponering, noget eksperimentering med elektrolytvand eller en dårlig dag – jeg ved det ikke.

Adecco Strandpark

Jeg havde egentligt ikke meldt mig til det her løb, men efter fiaskoen på Øresundsbroen, havde jeg behov for at tjekke formen. Jeg har gennem min tid i Beredskabet løbet mange testløb på 5K og jeg ved hvordan jeg skal løbe med maksimalt pres. Jeg lagde hårdt ud – holdt ved på km 2, men fadede så unødigt på 3 og 4 (dårlig psyke?). På den 5. havde jeg dog fundet rytmet og havde lyst til at presse og jeg holdt mig lige nøjagtigt under de 20.00 på de 5 km. Ikke fantastisk men viste at formen ikke var helt skæv, med +4 måneder til Berlin Marathon.

Ironman 70.3 Antwerpen

Efter Ironman Florida var jeg klar over, at langdistancetriathlon på hyggeplan er en del af mit liv. Jeg har godt af træningen – både fysisk og psykisk og jeg elsker det. Omvendt har 2010 but på noget større, idet Lærke er kommet til verden og hun fylder mig med glæde, men hun kræver selvfølgelig også tid, uden at jeg i øvrigt føler det som et afsavn.

Men triathlon skal der til – også i et mellemår. Derfor havde jeg meldt mig Ironman 70.3 Antwerpen, der som 70.3 indikerer er en halv ironman. 1,9 km svøm i åbent vand efterfulgt af 90 km enkeltstart på cykel og et halvmarathon. Løbet var egentligt valgt af hensyn til en af min træningskammerat Torsten, der efter sidste års udfordringer i bjergene omkring Monaco havde dikteret flad rute. Torsten blev dog ikke klar og derfor måtte jeg afsted alene.

Jeg kørte afsted med bilen pakket tidligt fredag morgen og kørte første hug til Rødby. På færgen spiste jeg min medbragte morgenmad og slappede lidt af. Herefter kørte jeg et stræk til Bremen, hvor twitter-joken var at skrive “Live Fra Bremen”. Næste stint bragt mig til Antwerpen, hvor jeg fandt mit hotel og pakkede mit grej ud. En let løbetur i en lille park, justering af cykel, aftensmad og godnat.

Om lørdagen var der registrering og udlevering af racebags, som så skulle pakkes og afleveres på racedagen. Ellers brugte jeg lørdagen på at handle ind til et godt aftensmåltid. Frisk spinatpasta, der blev tilberedt via en elkeddel og en isspand – mærkeligt, men det virkede.

På raceday var det ikke nødvendigt at stå alt for tidligt op, da kanonen først gik af lidt over 11. Vejret var en anelse køligt efter min smag, men OK. Ved ankomst til T1/Svøm kunne man mærke, at det ikke var et helt lille stævne. Der var to helikoptere i luften med kuglekamera og på jorden var radio/tv repræsenteret.

Svømningen foregik ved wavestart, men efter alder! Det betød at jeg hentede dårlige yngre svømmere og selv blev svømmet henover af de gamle hajer. Ikke optimalt. Jeg svømmede en del forkert, men dog hæderligt for første gang i åbentvandsstævner.

På cyklen var det første gang, jeg kørte på min 2009 Cervelo i race. Den var super og jeg var godt kørende. Ruten var relativt teknisk og der var en del vind, men jeg holdt snittet over de 33 km/t med en snitpuls på 135, hvor jeg i Florida kørte 30,3 km/t med 129 puls. Watt’ene var gået fra 161 til 178 W, hvilket jeg egentligt synes er ret ok. 17 W mere i timen for 3 km mere i timen.

Ud på løbet havde jeg ikke rigtigt noget at skyde med og jeg blev ret mærket af de brostenssektioner, der var på 4 loops-ruten. Jeg havde heller ikke forsøgt at lave en formtop op til stævnet, så det var måske ikke så mærkeligt. Jeg tænkte på pigerne og sørgede for ikke at gå på noget tidspunkt. Jeg prøvede at pace mig selv op i tempo, men kunne ikke rigtigt. Jeg holdt et hæderligt tempo og sluttede i 5 timer og 14 for løbet og var egentligt godt tilfreds. God svøm, god cykel og hæderligt løb.

Og så var den sommer gået….

Når jeg løber, møder jeg ofte overvægtige, der kæmper med sig selv og kiloene. Jeg prøver altid at sende et smil eller sende et thumbs up. Ofte kigger vedkommende ned allerede på lang afstand og ser måske ikke mit glade ansigt, men andre gange ændres et forpint ansigt til et kæmpe [...]]]>

…og de tykke drenge.

Når jeg løber, møder jeg ofte overvægtige, der kæmper med sig selv og kiloene. Jeg prøver altid at sende et smil eller sende et thumbs up. Ofte kigger vedkommende ned allerede på lang afstand og ser måske ikke mit glade ansigt, men andre gange ændres et forpint ansigt til et kæmpe smil. Jeg gør det, fordi jeg har været der selv og fordi jeg dybest set håber, at de kommer dertil, hvor glæden ved at træne langt overstiger de sure dele.

Træningen – so far 2010

Jeg træner pænt dårligt pt. Jeg har haft store udsving i mængden pga. arbejde og til dels manglende fokus. Jeg løb Marathontest 3 og måtte indkassere en tilbagegang på 3 minutter i forhold til sidste år. Jeg kan også se på tiderne i træningen og de tilhørende pulsdata, at der er et stykke vej.  Vægten ligger også 2,5 kg over konkurrencevægt. Det gør omvendt ikke så meget, da årets store mål stadig ligger lidt under fem måneder fremme. Jeg vil dog gerne være klar til Broløbet i juni, så jeg må lægge mig i selen.

Heldigvis er jeg den stolte kaptajn på “vi cykler til arbejde” holdet “Legal & Regulatory Rouleurs”. Det genererer et sted mellem 33 og 70 km pr. dag afhængigt af om jeg cykler begge veje og om der lægges en detour ind.

At en mand, der er langt fra at kunne tjene noget af betydning, alligevel finder det betimeligt at eksperimentere [...]]]>

Jeg følger jævnligt semi-pro triathleten Aleksandar Sørensen-Markovic’ blog Pulsslag, hvor han fortæller om sit liv, som fultidstriathlet. Forleden havde han dog en ærgerlig historie, om en anden semi-prof, Bjarne Møller, der valgte at udnytte Aleksandars hjælpsomhed.

At en mand, der er langt fra at kunne tjene noget af betydning, alligevel finder det betimeligt at eksperimentere med EPO, siger noget om, hvorfor vi skal bekæmpe og fordømme doping misbrug. Ikke blot er det snyd, men også skadeligt og uden lægehjælp er det også farligt.

Jeg kan sagtens forstå at folk på eliteplan kan gøre sig overvejelsen. Folk der træner usandsynligt hårdt og hver dag drejer på de små skruer for at blive en smule bedre. De spiser sundt, tager vitaminer, så måske kosttilskud, vejer sin mad og alle de andre små ting, som skal føre til de nødvendige forbedringer. Men af hensyn til vores børns helbred og fordi det simpelthen er snyd, skal det bekæmpes.

Læs mere her: http://www.everymantri.com/everyman_triathlon/2010/04/danish-triathlete-admits-to-doping-with-epo-and-is-banned-from-all-competition-.html

Min egen træning:

Her går det stille og roligt fremad og jeg føler, at jeg virkeligt er på vej i form. Ikke mindst takket være en del intervaltræning og et kenyaner trick med altid at slutte mine ture stærkt. Næste test bliver Marathontest 3, som er sidste løb inden halvmarathon over øresundsbroen.