Så fik jeg løbet endnu et marathon og for første gang siden jeg begyndte på at løbe igen, gik det tilbage med resultatet og derfor er jeg naturligvis skuffet. Skuffet fordi jeg ikke kunne levere, hvad jeg havde lovet mig selv og måske ekstra skuffet, fordi jeg ikke følte, at jeg var i nærheden af mit mål. Men selv om jeg er skuffet, skal der naturligvis stadigvæk en race report på bloggen.

Berlin Marathon, optakten

Med skade og sygdom havde jeg i sagens natur ikke den bedste optakt. Jeg kunne ikke løbe i ugen op til og det smittede nok af på mine mentale forberedelser. Jeg plejer at være fuldstændig militant i mine forberedelser, men denne gang var jeg ikke helt skarp. Ikke at jeg lavede deciderede fejl, men skarpheden manglede bare.

Søndag morgen stod jeg op kl. 05:45 og spiste müsli og sandwichbrød med honning. Dertil æblejuice og noget sportsdrik. Derefter kunne jeg lige sove tre kvarter mere, før jeg stod op og gjorde mig klar. Vejrudsigten lovede regn, kulde og mere regn, så jeg besluttede at løbe i lang overdel og med tights og kompressionsstrømper. Solskærmen blev til en kasket og solbrillerne, jeg ellers altid har på, var røget i tasken.

Kl. 07:15 begav jeg mod startområdet. Vi boede knap 3 km fra start, så jeg snuppede en Ubahn til Potsdammer Platz sammen med utroligt mange andre løbere, der kom fra alle retninger ud af den regnfulde by. I startområdet fandt jeg hen til stedet, hvor jeg kunne aflevere min pose med ting og sager til efter løbet. Da de var afleveret gik den så mod starten. Jeg var i startblok D, der hørte til i første start wave. Jeg stod og ventede i 45 under et tre for at undgå at blive helt gennemblødt.

Berlin Marathon, Starten

Da starten gik var jeg godt våd og kold. Stemningen i feltet var heller ikke fantastisk, selvom speakeren prøvede at tale det hele op, da de tre kenyanske topstjerner blev præsenteret. Da startskuddet lød klaprede mine tænder bogstaveligt talt og jeg brugte de første par kilometer på at løbe mig varm og i det hele taget at holde mig ude af den værste trafik. Der var sindsygt mange mennesker og det var svært at finde flow. På trods af starblokssysteme havde folk åbenbart svært stille sig det rigtige sted, for der var en heftig udveksling ned igennem rækkerne – en del der brugte albuerne og gudhjælpemig nogen der gik….

Berlin Marathon 2010

Berlin Marathon, Kampen med mig selv

Da jeg havde fået varmen skulle jeg prøve at finde ind til min gameplan. Jeg kunne ret hurtigt konstatere, at min krop ikke var klar til dagens udfordring. Jeg havde sat mig det personlige mål at løbe under 3:15 for at kvalificere mig til Boston Marathon, hvilket gav en kilometertid på 4:37/km. Jeg fandt ret hurtigt ind i farten, selvom jeg måtte kæmpe lidt med de mange mennesker. Pulsen var dogca.  5 slag for høj og mentalt var jeg allerede slået. Fra km 5 havde jeg lyst til at udgå og håbede næsten, at min achillessene ville gøre ondt og give mig en undskyldning for at udgå.

Ved 25 faldt tempoet mens pulsen var konstant og jeg tænkte bare på at holde den gående til 35, hvor jeg passerede hotellet. Andre latterlige selvdialoger gik på, at det afleverede tøj alligevel skulle hentes og jeg derfor ligeså godt kunne løbe til mål – eller at den Berlin-trøje jeg havde købt, ikke skulle gå til spilde (jeg kunne aldrig drømme om at bære en løbstrøje fra et løb, som jeg ikke havde gennemført!) eller at Julie ikke skulle misse endnu en medalje til samlingen. En anden motivation var at Carina, Julie og Lærke ventede oppe ved 37/38. Det måtte have været en kold og hård dag for dem også, så jeg besluttede mig for, at jeg under alle omstændigheder skulle klare den op til dem. Det afgørende push kom dog, da 3:30 fartholderne passerede mig. Først lod jeg det ske og de fik et hul på 75-100 meter. Pludseligt blev jeg alligevel for ærgerlig – over 3:30? Jeg hev mig selv op ved hårrødderne og løb dem langsomt ind og derefter væk. I mål var nettotiden 3:29:20, hvilket var dybt utilfredsstillende.

Berlin Marathon, Konklusion

Resultatmæssigt underperformede jeg og procesmæssigt var jeg helt skæv på dagen. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvor i forberedelserne det gik galt: Dårlig planlægning af sæsonen, dårlig træning i maj/juni eller sygdom + skade inden for de sidste to uger af ræset. Det var i hvert fald skuffende, at have ét eneste mål for sæsonen og så misse det både procesmæssigt og resultatmæssigt. På positivsiden kom jeg igennem på en svær dag og løb trods alt min 3. bedste tid nogensinde og on par med hvad jeg løb som 26-årig (hvor jeg var 6-7 kg lettere). Derudover var det skønt at være afsted med hele holdet og have en forlænget weekend på eventyr.

Jeg har dog på ingen måde mistet troen på at jeg stadig kan udvikle og forbedre mig, selvom alderen rykker i den gale retning – potentialet er ikke fuldt udnyttet.

Stay tuned.